Sædstrengsadhærencer behandlet uden operation!

Ja, som overskriften fortæller så havde min hest Carlo fået konstateret sædstrengsadhærencer. Det er et overset problem, som rigtig mange vallakker har. Sædstrengsadhærencer er arvævsdannelse efter kasterationen, som sædstrengene kommer til at sidde fast i. Arvævet er på inderlår og i lysken. Det kan give flere forskellige symptomer hos hesten:

  • Manglende bagbensaktivitet
  • Dårlig balance
  • Utilfredshed ved at gå fremad
  • Ubehag ved at gå ned af bakke
  • Meget stiv i bagparten og i sær i starten af ridningen.
  • Stiv lænd
  • Forskellige kompenserende bevægelser såsom rotationer i andre led.

Min vallak, Carlo, har længe haft udfordringer med at gå fremad i et normalt tempo. Jeg har haft ham i 6,5 år, og kan faktisk altid huske han har været stiv og umedgørlig i ridningen. Han har altid haft meget stive bagben, som har gjort det svært at rense hans baghove. Han var generelt hård i sin muskulatur, og havde ikke en blød og eftergivelig muskulatur.

Jeg har haft forskellige smede ude til ham, da han slæbte bagbenene og derved sled tåen. Der har været mange forskellige råd, og jeg endte med at give ham sko på. Dette betød at skoene blev slidt i stedet, og det var besværet for ham at løfte pga. de ekstra gram fra jernskoene. Tænk på hvis man selv skulle gå rundt med tungere sko på. Ja i øjeblikket ville du nok løfte dine ben højere, for at undgå at falde, men efter noget tid ville du blive træt, og ville enten falde, snuble eller blot vælge ikke at løfte, men slæbe dine fødder, og så er man jo lige vidt. Jeg endte derfor med i oktober 2016 at tage skoene helt af. Det ændrede ikke på hans slid, men gjorde det heller ikke værre.

Jeg har haft dyrlægen ud, da jeg også var bekymret for om han havde spat. Dyrlægen sagde til mig, at det var typisk for de tunge koldblodsracer ikke at have meget bagbensaktivitet, og han så mange som slæbte bagbenene og sled tåen. Det gjorde mig selvfølgelig rolig i øjeblikket, men efter jeg selv blev klogere igennem min uddannelse til hestefysioterapeut, blev jeg ved med at stille spørgsmålstegn. Det gav for mig ingen mening, at han skulle vælge at slæbe bagbenene naturligt, der måtte være noget i vejen. Jeg har selv behandlet Carlo adskillige gange, og i sær lænd, korsled og hofterne var hans udfordringer. Men jeg oplevede aldrig at komme til bunds.

Jeg fik en kiropraktor ud og tilse ham. Hvorfor jeg valgte en anden behandler end mig selv? Fordi vi ser hver vores ting, og man nemt stirrer sig blindt på sine egne heste. Kiropraktoren tjekkede også hans organer, da jeg havde en formodning om at der var noget dybere i vejen. Carlo reagerede omkring nyrerne og leveren og så konstaterede hun sædstrengsadhærencer på ham. Det lettede mit hjerte, at jeg lyttede til min mavefornemmelse. Kiropraktorerne rådgav til operation, og jeg ringede straks dagen efter og fik booket en tid på dyreklinikken.

Men i oktober kom jeg i snak med en uddannet osteopat til heste som også er dyrlæge, Andrea Louise Nissen. Hun fortalte at hun har diagnosticeret og behandlet en del vallakker med sædstrengsadhærencer. Vi snakkede om at der er forskellige behandlere og dyrlæger som diagnosticere det, men at der ikke er nogen generel standard for hvornår det er operationskrævende. Andrea var derfor meget interesseret i at se og arbejde med Carlo inden en evt. Operation, for at finde ud af om han havde det værrer end de andre hun har behandlet. Indtil videre havde hun kun behandlet ’operationskrævende’ vallakker, efter de havde gennemført operation.

Andrea kom ikke længe efter vores samtale, og behandlede Carlo i hele 3 timer. Hun fandt de samme problemer med korsled, lænd og bækken, som jeg vidste han havde og forklarede at et sædstrengsproblem medfører immobilitet, låsninger og spændinger i disse områder. Som osteopat vil man derfor altid behandle hesten indefra (via rektalundersøgelse) og så løsner problemerne i korsled og lænd sig af sig selv. Selve arbejdet med sædstrengsproblemet sker ved at identificere spændinger og immobiliet og derefter løsne dem og tilføre mobilitet. Nogle heste har kun problemer med sædstrengen inde i bækkenet, andre har arvæv helt ud i pungen – de sidste er dem man kan mærke og diagnosticere udefra, bl.a. Carlo. Man arbejder med arvævet og med mobiliteten så det giver slip og bliver bevægeligt. Samtidig tjekkes det om spændingerne også har givet problemer i lyskekanalen og blæren, hvis det er tilfældet så behandles de også. Carlo var selvfølgelig bedøvet og have ekstra smertestillende, da han stadig reagerede under berøring af sædstrengen. Dette fortæller blot hvilke smerter han har haft. Under behandlingen kunne jeg stå udefra og rører hans pung, og mærke hvordan Andrea træk i sædstrengen indefra. En hel vild og inspirerende oplevelse. Det interessante var at Carlo ikke var værre end mange af de andre Andrea har diagnosticeret og behandlet tidligere, dvs. havde muligheden med at behandle indefra ikke eksisteret ville hun have sendt masser af heste videre til operation.

Allerede efter første behandling kunne jeg se en stor forandring. Jeg havde fået en glad og fremadgående hest tilbage. Smeden kan også se stor forskel, da han nu kun slider minimalt sin tå på baghovene. Jeg har efterfølgende genoptrænet Carlo, og vi arbejder stadig på at ”omprogrammere” hans hjerne. Hans hjerne tror stadig at det gør ondt at bevæge sig. Det er et stort arbejde som ligger forude, men med min faglige baggrund ved jeg hvad der skal til.

Min hensigt med dette indlæg er ikke at få hesteejere til at droppe operation, men til at åbne øjnene for at der er andre alternative til operation. Dette er dog langt fra nok belyst, og jeg ønsker at viderebringe min egen erfaring med osteopat.

Jeg har optaget en video af Carlo før og efter behandlingen. Selvom der er et stykke vej endnu, så synes jeg det er tydeligt at se, hvor mere naturligt og sundere han bevæger sig.